Udgivelse

Min krøllede hjerne

Historien bag

Min krøllede hjerne

Min krøllede hjerne blev skrevet i en periode kort tid efter, jeg var blevet skilt, hvor jeg sad i mit nye hus og var begyndt på en rejse dybt ind i mig selv.

Hvem var jeg?
Hvem skulle jeg være?
Og hvad er det egentlig, der gør mig til den, jeg er?

Det handlede ikke kun om at forstå, hvem jeg var, men også om at forstå, hvorfor min hjerne nogle gange reagerer, som den gør. Hvorfor tankerne kan køre i alle retninger på én gang. Hvorfor jeg kan mærke ting så voldsomt, få et næsten ustoppeligt behov for svar og have svært ved bare at lade noget ligge, når det ikke giver mening for mig.

Sangdigtet handler om min ADHD-hjerne og alle de modsætninger, jeg oplever i den.

For det, der nogle gange kan være min største styrke, kan i andre situationer også blive min svaghed.
Min intuition, min passion og min enorme retfærdighedssans som er en del større end gennemsnittet det gør at jeg har et stort behov for at handle, når noget føles forkert.

Når jeg først kan se målet, kan jeg have lyst til at styrte direkte imod det. Og dér skal jeg nogle gange huske, at en lavine ikke kun rammer det punkt, den blev sat i gang for at ramme.
Den kan tage meget andet med sig på vej når jeg styrter imod målet når noget ikke giver mening.

En af de vigtigste linjer i sangdigtet er for mig:
Når ting ikke giver mening for mig, forfølger jeg svaret lige meget hvilken vej.

Det beskriver ret præcist den del af mig, jeg forsøgte at forstå, da jeg skrev teksten.

Behovet for klarhed. Behovet for sandhed. Og den enorme frustration, der kan opstå, når jeg føler, at noget ikke hænger sammen, eller at jeg er blevet holdt for nar.
Det kan drive mig fremad. Men det kan også få tankerne til at køre som en motorvej, der pludselig deler sig i to, mens begge veje kræver min fulde opmærksomhed.

Sangdigtet blev ikke skrevet som en klagesang over min ADHD. Tværtimod.
Det blev mit forsøg på at se hele min krøllede hjerne på én gang. Både det svære og det fantastiske.

Den kan larme og rode, den kan være fuld af modsætninger og impulsivitet, og den kan få mig til at handle hurtigere, end jeg nogle gange burde.
Men den giver mig også kreativitet, intuition, passion, vedholdenhed og en evne til at mærke verden meget stærkt.

Min krøllede hjerne handler derfor først og fremmest om at lære sig selv bedre at kende.
Ikke for at ændre den, man er.

Men for at forstå de kræfter, man har fået, og lære, hvornår man skal bruge dem, og hvornår man skal passe lidt bedre på dem.