Ødelagt og brugt

Ødelagt og Brugt er mit lille motorvejsdigt.
Jeg skrev det på vej hjem fra et møde, hvor jeg erkendte, at jeg var nødt til at sætte foden ned.
Også selvom jeg ikke ønskede det, og selvom jeg vidste, at det ville få store konsekvenser og måske endda ende med at ødelægge mit eget hjerte.

Men jeg var nået til et sted, hvor sandheden betød mere end frygten for, hvad jeg kunne miste.

På køreturen hjem sad jeg med følelsen af, at noget, jeg havde troet var smukt, viste sig at gøre mig ødelagt og brugt.
Jeg havde en enormt underlig følelse i kroppen. Jeg var vred, ked af det og samtidig fyldt med et mærkeligt håb for fremtiden.
Og midt i alle de følelser, mens mit hjerte blødte, begyndte ordene at vælte frem.
Vreden, sorgen frustrationen, følelsen af at have troet på noget og samtidig mærke, at jeg var nødt til at stå fast på mig selv og det, jeg vidste var sandt.

Det blev til Ødelagt og Brugt.

Men det handler også om at nå den grænse, hvor man bliver nødt til at sige stop.
Selv når det gør ondt og selv når prisen kan være voldsom.

Ordene ramte senere endnu hårdere
Da jeg skrev sangdigtet på motorvejen, vidste jeg ikke, hvilken rejse hverken jeg eller ordene havde foran os.
Nogle gange rammer ens ord ikke kun dér, hvor man står, mens man skriver dem.
Senere kan livet give dem en betydning, man aldrig havde forestillet sig.

Sådan blev det med Ødelagt og Brugt.

Ordene endte med at ramme både dybere og hårdere, efterhånden som min egen vej fortsatte.
Det, der begyndte som et lille motorvejsdigt på vej hjem fra et svært møde, blev derfor også fortællingen om at sætte foden ned, selvom hjertet risikerede at gå i stykker.

Om at insistere på sandheden.

Og om det øjeblik, hvor et kapitel slutter, og man langsomt må begynde at skrive titlen på det næste.